”Så skal du bare lige give afkald på din førstefødte…” siger it-medarbejderen på DTU Management med ironi i stemmen, mens han hjælper en kollega med at installere et nyt program på computeren.
Bemærkningen falder, da kollegaen skal godkende det nye programs regler og vilkår og trykker ”enig” uden at forholde sig til, hvad hun dermed giver tilladelse til. At gennemskue, hvilke programmer og hjemmesider, der henter data fra andre applikationer, og ikke mindst hvad den data bliver brugt til, kan nemlig føles tæt på umuligt.
Det bør der gøres op med, mener professor Pierre Pinson, som ellers taler varmt for, at datadeling overordnet set gør samfundet klogere. Hans mål som professor i operationsanalyse er derfor at give forbrugerne kontrollen tilbage over deres egne data.
”EU prøver at løse problemet med GDPR-regler, der har så vidtrækkende konsekvenser, at vi snart ikke må tage billeder af vores børn i børnehaven. Jeg tror, at vi i stedet skal gøre det tydeligt, hvad vores data er værd,” siger han.
En datamarkedsplads med fair priser
Pierre Pinsons vision er, at der i fremtiden vil være online-datamarkedspladser, hvor forbrugere kan sælge deres personlige oplysninger til virksomheder eller forskere, i stedet for som nu at forære dem mere eller mindre uvidende væk, når de bruger tjenester som Google eller Facebook.
Idéen er ikke ny og eksisterer allerede i flere versioner på nettet. Men Pierre Pinson mener, at han med sin faglighed kan bidrage med et vigtigt, nyt aspekt.
”Der er aldrig nogen, som har sat sig ned og regnet på, hvad data optimalt set skal koste. Hvis en datamarkedsplads skal virke, skal forbrugerne og virksomhederne jo kunne mødes og forhandle ud fra en pris, som hverken er for dyr eller for billig. Her kommer den økonomifaglighed, som findes på DTU Management også i spil,” siger han.
Endemålet for Pierre er at skabe en løsning, som giver forbrugerne et incitament til at dele deres data på en langt tryggere og mere lukrativ måde end i dag. Det mener han nemlig i sidste ende, er bedst for samfundet.
Data kan styrke dansk søfart
At trække samfundsnyttig viden ud af store datasæt er en central del af Pierres Pinsons arbejdsliv. Hans kerneområde er at forfine komplicerede modeller for at optimere arbejdsgange i samfundet og erhvervslivet med særligt fokus på usikkerheder. For eksempel i søfartsindustrien, hvor der potentielt kan spares både CO2 og penge.
Pierre Pinson samarbejder med Maersk, som netop har investeret stort i digitalisering. Dermed kan virksomheden sætte tal på nogle processer, som ikke har været dokumenteret før. Og de data kan Pierre Pinson bruge til at forudsige fremtidig efterspørgsel, så Maersk kan træffe bedre beslutninger under usikkerhed.
Når en container er blevet tømt i en havn et tilfældigt sted i verden, er det for eksempel guld værd at have et kvalificeret bud på, hvor der næste gang bliver brug for den. Så kan man sejle den direkte til den relevante havn i Shanghai i stedet for at spilde brændstof på at sejle den til opmagasinering i København.
”Vores modeller kan hjælpe ikke bare Maersk, men hele shippingbranchen med at træffe mere kvalificerede beslutninger under usikkerhed,” siger han.
For utrygt for sundhedsvæsenet at dele data
Pierre Pinson er dog bevidst om, at optimeringsmodellers svar ikke er bedre end informationen, man fodrer dem med. Derfor vil et andet fokus i hans nye arbejde være at tilpasse modellerne, så de tager højde for de konstant voksende datamængder, samfundet producerer.
”Jo mere data modellerne kan håndtere, jo mere velinformeret kan vi rådgive erhvervsledere og politikere, fordi det hjælper dem med at overskue alle tilgængelige informationer,” siger Pierre Pinson.
Dét, mener han, er et endnu et godt argument for at skabe en tryggere måde at dele data på. I fremtiden kunne han nemlig sagtens forestille sig at samarbejde med den offentlige sektor, for eksempel om at planlægge, hvordan et hospital sikrer nok ledige pladser på intensivafdelingen. Men sundhedsvæsenet har traditionelt været tilbageholdende med at dele data.
”Og det kan man jo godt forstå, fordi der har manglet gode kanaler til det,” siger han. ”Derfor glæder jeg mig til at tage fat på arbejdet på DTU Management.”
Plads til vilde visioner
Selvom Pierre Pinson i dag får en række nye kollegaer, er han langt fra fremmed på DTU’s campus i Lyngby. Han har en karriere på både DTU Compute og DTU Elektro bag sig.
Han mener, at ånden på DTU er afgørende for, at visionerne nævnt i dette interview kan blive til virkelighed. Den ånd, der førte til, at han som kun 32-årig blev udnævnt som professor og fik meget frie rammer i sin forskning.
”Jeg siger det virkelig ikke for at være politisk korrekt, men fordi jeg er dybt taknemmelig. Tilliden, jeg har mødt på her, finder man ikke mange steder i forskningsverdenen,” siger han.
Derfor håber han at kunne give tilbage ved at lave innovativ og banebrydende forskning. DTU Managements direktør, Mette Wier, er ikke i tvivl om, at Pierre Pinsons vil bidrage positivt til instituttets fremtid.
”Vi er glade og stolte over, at Pierre bliver en del af DTU Management. Han kommer til at styrke Division for Management Science, der allerede er verdensførende på sit felt. Og jeg ser i særlig grad frem til, at vi med Pierres profil i endnu højere grad kan gøre en forskel for samfundet med vores forskning.”