Den seneste uge er antallet af COVID-19 smittede i kommunerne omkring Frilandsmuseet i Kongens Lyngby steget voldsomt. Derfor vælger museet nu at lukke sæsonen før tid.
Siden 7. december har det kun været museumsparken på Frilandsmuseet, der har været åben for gæsterne.
Grundet anbefalingerne fra myndighederne og for at sikre den bedst mulige sikkerhed for ansatte og gæster lukkede museet nemlig ned for bygninger, aktiviteter, museumsbutik og restaurant.
Men smittetallene i København og omegn er i den seneste uge blevet så høje, at museet ikke længere finder det forsvarligt at holde åbent. Derfor har museets ledelse nu valgt at lukke helt ned Der bliver altså ikke noget julemarked i den kommende weekend, således som det oprindeligt var planlagt.
– “Vi ved, at mange af museets gæster kommer fra nogle af de hårdest ramte områder i Storkøbenhavn, hvor smitten spreder sig hurtigt i øjeblikket. Vi har derfor vurderet, at det ikke ville være ansvarligt af os at holde museet åbent i den sidste weekend op til jul som oprindeligt planlagt,” siger museumschef, Peter Henningsen.
Traditionen tro åbner Frilandsmuseet igen til påske, hvis COVID-19 situationen tillader det.
– “I 2020 blev vi nødt til at springe påsken over grundet nedlukningen, men vi håber, at vi kan få lov til at åbne museet til påske i 2021. Vi glæder os rigtig meget til atter at kunne byde vores gæster velkomne på Frilandsmuseet,” siger Peter Henningsen
Stor interesse for at besøge museet i 2020
Et år præget af COVID-19 har resulteret i mange aflysninger af museets aktiviteter, men selvom det har været svære betingelser, så har flere end 120.000 gæster alligevel besøgt Frilandsmuseet.
– “Til trods for mange barrierer er det lykkedes os at holde fast i mange af årets aktiviteter inklusive Frøsnapperdage, Halloween og Jul. Frilandsmuseet har vist sig at være et frirum for vores gæster. Vi er meget taknemmelige for de mange gæster, der har støttet museet i et meget mærkeligt år. En stor tak skal også lyde til de hårdtarbejdende medarbejdere og frivillige, der har gjort en ekstra stor indsats for at skabe en god og tryg oplevelse for vores gæster,” siger Peter Henningsen.