Siden starten af 2019 har vores entreprenør, Per Aarsleff A/S, arbejdet med at bygge en ny tunnel til fodgængere under sporene på Lyngby Station. Inden jul forventer vi at nå en milepæl for byggeriet, når støbearbejdet afsluttes.

Fodgængertunnel, foto: Letbanen

Fodgængertunnelen bliver en forlængelse af den nuværende nedgang til cykelkælderen ved siden af Trævarefabrikkernes Udsalg, og den skal være med til at sikre gode omstigningsforhold mellem S-toget og letbanen.

Byggeriet startede i 2019
I 2019 byggede vi det meste af tunnelen under jorden, hvor vi blandt andet lavede spuns og derefter støbte toppen af tunnelen. I starten af 2020 fjernede vi jorden inde i tunnelen og siden har vi støbt gulv og vægge og etableret trapperne op til perronen og op til udgangen ved Lehwaldsvej.

565 kubikmeter beton
Her op til jul når byggeriet en milepæl, for her forventer vi at afslutte støbearbejdet. I alt har vi brugt cirka 565 kubikmeter beton – altså 565.000 liter – til at sikre, at fodgængertunnelen vil være en god og effektiv passage under sporene i de næste mange år. Efter jul og nytår går vi i gang med finish-arbejdet som f.eks. at opsætte belysning, gelændere, gulvbelægning osv. Tunnelen forventes at stå færdig i løbet af foråret.

På vores hjemmeside kan du se en række billeder fra byggeriet af letbanetunnelen. Du kan også se en video, hvor vores byggeleder, Hamdi Nassereddin, fortæller om arbejdet med at fylde fyldte en 20 meter lang væg i tunnelen med 22.000 liter beton tidligere på efteråret.

Hvornår tunnelen kan tages i brug og åbne for de første gæster, er vi ved at se på i øjeblikket sammen med Banedanmark, som overtager driften af tunnelen, når den er bygget færdig på samme måde som den eksisterende tunnel ved Ulrikkenborg Plads.

Følg byggeriet
På dinletbane.dk/lyngby kan du altid se, hvilke andre arbejder, vi er i gang med i området i øjeblikket. Her kan du også læse mere om, hvordan du kan holde dig orienteret om byggeriet, og hvor du finder information om den aktuelle trafiksituation.

Hvis du har spørgsmål til letbanebyggeriet, er du altid velkommen til at kontakte os på info@dinletbane.dk eller 72 42 45 00.

Med venlig hilsen

Hovedstadens Letbane