​De 1800 dele-elcykler, som Region Hovedstaden og 9 forstadskommuner har stillet til rådighed for borgerne, har kørt over 10.000 ture i løbet af de første to måneder. I alt har 4.000 borgere benyttet sig af tilbuddet.

Foto ABW

På trods af, at vi nu er gået ind i efteråret med vådere og koldere vejr, har over 4.000 borgere taget en tur på en af de dele-elcykler, der som et forsøgsprojekt blev opstillet i kommunerne i september i år.

Fordi det er et udviklingsprojekt, er der ikke fastsat et mål for antallet af ture. Men projektet er kommet godt fra start, lyder det fra Morten Heile Hass, der er specialkonsulent i Region Hovedstaden:

”Det er rigtig positivt, at så mange har haft lyst til at benytte cyklerne. Det overordnede mål med projektet er at give borgerne et fleksibelt og grønt tilbud, der gør det mere attraktivt at bruge den kollektive transport. Samtidig vil vi undersøge, om dele-elcykler er et tilbud, som borgere i forstadskommunerne ønsker at gøre brug af. Og det tegner godt,” siger han.

Et af de steder, hvor der er blevet kørt rigtig mange ture på dele-elcyklerne, er ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Lyngby, hvor der har været over 800 ture til og fra i september og oktober måned.

”Det er rigtig positivt at se, at brugerne på DTU har taget godt imod cyklerne. Det er også givende at få kortlagt udfordringerne, så vi kan lære af dem. Det giver os nemlig indblik i, hvordan et muligt system for delecykler optimalt kunne fungere på DTU, både i forhold til hvad der er attraktivt for brugerne, og hvordan man kan drifte det,” fortæller Signe Bjerke Termansen, bæredygtighedskoordinator i DTU’s Campus Service.

Nye tiltag skal give færre efterladte cykler
Der har været udfordringer med cykler, der er blevet parkeret uden for de indrettede parkeringspladser; de såkaldte hubs. Derfor har fokus været på at øge antallet af steder, hvor cyklerne kan parkeres.

”Der vil altid være udfordringer, når man implementerer forsøgsprojekter som dette. Og vi har kunnet se, at borgerne har haft for få steder at aflevere cyklerne. Derfor har vi her i opstartsperioden sammen med kommunerne haft fokus på at lave flere hubs, så tilbuddet kan fungere for borgerne,” siger Morten Heile Hass.

Udover de 170 såkaldte hubs, som projektet startede ud med, er der tilføjet over 70 ekstra parkeringsmuligheder, så der nu i alt er over 240 hubs fordelt rundt i de ni kommuner.

Derudover har regionen i samarbejde med operatøren Dott, der ejer cyklerne, kommunikeret i app’en til brugerne, at de skal være opmærksomme på at parkerer efter reglerne – og at en fejlparkering koster 70 kr. pr. gang. Samtidig har Dott ansat mere personale til at indsamle og sætte fejlplacerede cykler på plads.

Delemobilitet i forstæderne langs Ring 3

  • Kommunerne i projektet er: Albertslund, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
  • Antallet af ture varierer mellem kommunerne med flest i Lyngby, med både Glostrup og Gladsaxe lige i hælene.
  • I gennemsnit varer hver cykeltur 16 min.
  • Cyklerne benyttes mest om eftermiddagen og kl. 20.
  • De mest attraktive steder at starte eller slutte en tur er ved stationerne.
  • Indledende undersøgelser viser, at 25% af turene foretages i kombination med kollektiv transport.
  • Region Hovedstaden finansierer ordningen med 3,5 mio. kr. Projektet er også støttet af EU-programmet Interreg NSR.
  • Projektet løber frem til den 31. december 2025

Sådan fungerer det

  • Man downloader Dott-app’en og tilmelder sig.
  • På app’en kan cyklernes placering findes. Det er også her, man låser cyklen op og betaler.
  • Man kan vælge enten at betale for en enkelt tur eller oprette den type abonnement, der passer bedst til ens behov.

Kilde Region Hovedstaden.