Wiibroe vinder pris ved erhvervslivets kulturpris

Danske Bank vinder Erhvervslivets Kulturpris 2026

For andet år er Erhvervslivets Kulturpris blevet uddelt til virksomheder, der formår at integrere kunst som en aktiv del af deres virke. Prisuddelingen fandt sted torsdag den 23. april 2026 hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Lyngby, der i år var partner på arrangementet.

Foto Stien Lynggård

Aftenens hovedpris gik til Danske Bank, som modtager hæderen for at arbejde strategisk og langsigtet med kunst som en integreret del af virksomhedens identitet og udvikling. “Danske Bank har gennem generationer gjort kunsten til en bærende del af virksomhedens dna, hvor samlingen udvikler sig i takt med tiden. Senest med opførelsen af et nyt hovedsæde, hvor fortid og nutid balancerer – i mødet mellem den historiske samling og nye værker, der afspejler bankens strategiske fokus,” siger Merete Otillia Knudsen, direktør og grundlægger af prisen.

Årets vindere

  • Hovedprisen – Erhvervslivets Kulturpris: Danske Bank
  • Arkitekturprisen: Karberghus
  • Visionsprisen: Palsgaard Gods
  • Designprisen: Wiibroe
  • Æresprisen: Poul Erik Bech, EDC

I alt var 16 virksomheder nomineret på tværs af brancher og størrelser.

En livslang indsats for kunst og fællesskab

Årets Ærespris går til Poul Erik Bech, grundlægger af EDC, for en enestående og vedholdende indsats for at bringe kunst og kultur ind i både erhvervsliv og lokalsamfund. Siden 1978 har han systematisk anvendt en del af virksomhedens overskud på kunst og kultur – med særligt fokus på hjembyen Varde. Han har doneret omkring 100 kunstværker til det offentlige rum, i en grad så kunsten i dag er en integreret del af byens identitet.

Kunst er samtidig en levende del af hverdagen i EDC’s landsdækkende organisation. I mere end 25 år har alle medarbejdere hvert år modtaget et unikt kunstværk i julegave – skabt specifikt til dem af en inviteret kunstner. Senest er en seks meter høj skulptur af Amalie Jakobsen blevet opført i Vardes byrum – og samme form er omsat til 800 miniatureværker, ét til hver medarbejder.

Kunst styrker arbejdsmiljøet

Vinderne er udpeget af et advisory board med profiler fra både erhvervs- og kulturlivet, heriblandt Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, som er partner på Erhvervslivets Kulturpris. ”Dansk Erhverv og jeg har været meget glade for og stolte over, at bidrage til kåringen af Erhvervslivets Kulturpris igen i år. Vi ved, at kunst på arbejdspladsen handler om meget mere end udsmykning og indretning med malerier blot for udseendets skyld. Medarbejderne oplever i høj grad, at kunst på arbejdspladsen er med til at styrke arbejdsmiljøet, og det styrker arbejdsglæden. Det giver konkurrencekraft, og derfor er det så vigtigt at hylde virksomheder, der arbejder aktivt med kunsten. Priserne er både et kæmpe skulderklap til dem og kan tjene til inspiration til andre virksomheder. Det er simpelthen win-win,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Kunstner bag statuetten

Årets statuetter er skabt af den danske kunstner Esben Weile Kjær, der er kendt for sine popkulturelle referencer og sit blik på samtidens æstetik og identitet.