Nu kan du igen se skolepatruljer med gul vest og refleksskilte på skolevejene. Efter et særligt år med Corona-restriktioner og lukkede skoler er Lyngby-Taarbæk Kommune og politiet klar med en særlig overraskelse, der skal byde skolepatruljeeleverne velkommen tilbage.

Med genåbningen af skolerne er nogle af dagligdagens rutiner på skolevejene også vendt tilbage. Skolepatruljerne står i det meste af landet nu igen klar til at hjælpe eleverne sikkert og trygt over vejen.

For at markere at skolepatruljerne er tilbage, bliver der den 3.-7. maj afholdt forskellige former for glædelige overraskelser, der skal byde eleverne velkommen tilbage. Det er landets kommuner, politiet, Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, der står bag. Også Lyngby-Taarbæk Kommune er med i kampagneugen “Velkommen tilbage, skolepatruljer!”.

“I forbindelse med Rådet for Sikker Trafiks kampagne “Velkommen tilbage, skolepatruljer!” vil jeg gerne sige tak til alle jer i skolepatruljen. I fortjener et stort skulderklap og ros for jeres arbejde. For uanset hvor surt det kan være at stå skolepatrulje, så tager I opgaven alvorligt, og det, I bidrager med, er uundværligt i forhold til trafiksikkerheden ved netop jeres skole”, siger Borgmester i Lyngby Taarbæk Kommune, Sofia Osmani.

I Lyngby-Taarbæk kommune er der arrangeret “Velkommen tilbage, skolepatrulje” morgenevent på 4 skoler. Det drejer sig om følgende skoler:

Skt. Knud Lavard skole, tirsdag 4.5.2021

Kongevejens Skole, onsdag 5.5.2021

Engelsborgskolen, torsdag 6.5.2021

Virum Skole, fredag 7.5.2021

Skolerne får morgenbesøg af Nordsjællands Politi kl. 7.30, hvor Politiet vil stå sammen med skolepatruljen om morgenen. Efterfølgende samles skolepatruljerne udenfor, hvor de får anerkendelse og en gave for deres store arbejde.

I Lyngby Taarbæk Kommune får alle kommunens 313 skolepatruljeelever som tak for deres arbejde en biografbillet til Nordisk Film Biografer Lyngby (Kinopalæet), og biografen supplerer med en gufbillet.

På skoler med skolepatruljer der ikke får morgenbesøg, bliver gaverne leveret på skolen, og skolen står selv for uddeling af disse.

Skolepatruljerne øger trygheden på vejen

Inden Corona-krisen viste en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, at knap hver 6. bilist inden for de seneste tre måneder havde kørt for stærkt på en skolevej en eller flere gange.

Undersøgelsen viste dog også, at otte ud at ti bilister, der kørte for stærkt, sænkede farten, når de mødte en skolepatrulje. Så skolepatruljerne har en stor effekt, viser undersøgelsen, som Epinion har gennemført blandt 1.226 bilister på vegne af Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring i januar 2020.

– Skolepatruljernes indsats er utrolig flot. De er med til at skabe tryghed for alle elever, der færdes på skolevejene, og de gør vejene mere sikre. Det frivillige engagement er enormt, og vi glæder os til at byde dem velkommen tilbage, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I alt deltager 63 kommuner i kampagnen.

Fakta om skolepatruljerne:

I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.

Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.

En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.

Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.