LTK skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Lundtofte Skole:

Lundtofte Skole og Kulturcenter skal bygge bro mellem skole og lokalsamfund. En omfattende helhedsrenovering vil løfte den gamle skole og give både elever og lærere et mere tidssvarende og inspirerende læringsmiljø. Samtidig vil et nyopført kulturcenter blive et aktiv for både skole, lokale borgere og foreningslivet.

Økonomiudvalget har nu på anbefaling af Byplanudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget godkendt disponeringen af de kommende faciliteter for den nye Lundtofte Skole og Kulturcenter. Det er KANT Arkitekter A/S som totalrådgivere på opgaven, der efter tæt dialog med brugere og forvaltning har udarbejdet et dispositionsforslag for renoveringen af skolen med faciliteter, der også kan rumme kultur- og fritidsaktiviteter.

Lundtofte Skole får et omfattende løft med tidssvarende og brugervenlige faciliteter. Der kommer blandt andet mere luft, lys og plads i klasselokalerne, og der etableres nye læringsnicher, hvor eleverne kan fordybe sig og arbejde i mindre grupper.

Ud over at skolen og de nuværende skolebygninger får et løft, bliver den mest iøjefaldende forandring opførelsen af et nyt Kulturcenter. Kulturcenteret bliver en trapezformet tilbygning, der kiler sig ind mellem de eksisterende bygninger med ansigt mod skolegården.

“Det er en længe ventet glæde, at vi er kommet så langt med byggeplanerne for Lundtofte Skole og Kulturcenter, hvor moderne og mere inspirerende læringsrum skal skabe de bedst mulige forudsætninger for elevernes læring og trivsel. På plussiden er også en ny tilbygning, som udover kulturcenter kommer til at fungere som et centralt samlingssted for skolens elever og lærere med plads til både sang, musik, teater og sociale arrangementer. Jeg tror, vi får et resultat, som både skole og lokalmiljøet bliver glade for”, udtaler formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann.