Politirapporten fra 2026-03-23

Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2026/03/23-2026/03/31.

Droneflyvning, Rudersdal

Borgere i Rudersdal, Holte og Lundtofte har muligvis set og hørt droner i luften mandag aften og mandag nat. Der var tale om en virksomhed, som lavede fjernvarmeinspektion.

Flere defekte trafiklys, Kgs. Lyngby

Torsdag morgen omkring halv ni fik politiet meldinger om, at flere trafiklys ved Buddingevej, Nybrovej og Christian X’s Allé ikke fungerede korrekt, idet lamperne i de fleste retninger lyste rødt konstant. Det skabte trafikkaos, da flere bilister kørte over for rødt.

Forsøg på bedrageri, Lyngby-Taarbæk

Mandag morgen anmeldte en 53-årig mand fra Buddingevej, at han søndag eftermiddag havde været udsat for et bedrageriforsøg. To personer havde banket på hans dør og fortalt, at de gik rundt og indsamlede penge for Diabetes Foreningen, hvorfor de ville sælge ham nogle skrabelodder. Desuden havde de oplyst, at man kunne støtte Diabetes Foreningen ved at overføre penge til en Box på Mobile Pay. Den 53-årige mand havde indtastet det oplyste Box nummer i Mobile Pay. Men her var teksten Diabetis og ikke Diabetes. Det gjorde manden mistænksom, og han lod derfor være med at overføre penge. Den 53-årige beskriver den ene person, som bankede på hans dør som: 16-18 år gammel, almindelig kropsbygning med sort mellemlangt hår. Han talte dansk. Den anden person beskrives som 16-18 år gammel, cirka 175 cm. høj og med almindelig kropsbygning. Han havde kort kommunefarvet hår, og var iført jeans.

Tyveri af nedløbsrør, Lyngby-Taarbæk

Natten til mandag skete der et tyveri fra Tårbæk kirke. Tyve havde fjernet 6-7 meter nedløbsrør i kobber fra kirken.