Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2021/06/28-2021/07/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kunne ikke redegøre for varerum fuld af kaffekapsler, Gentofte

En patrulje standsede klokken 14.30 en udenlandsk varebil på Gentoftegade. Her fik de en snak med føreren, en 21-årig udenlandsk mand, og da patruljen studsede over hans forklaring på, hvorfor han befandt sig i området, bad de ham om at åbne ind til varerummet, så de kunne undersøge varebilens indhold.

Bilens varerum viste sig at være fyldt med kasser, som indeholdt et mistænkeligt stort antal kaffekapsler, og den 21-årige kunne ej heller redegøre for besiddelsen deraf. Patruljen undersøgte derfor forholdet nærmere, og da noget kunne tyde på, at kapslerne var tilegnet via databedrageri, blev den 21-årige anholdt og sigtet for dette. Han blev derefter taget med på politistationen, og han skal nu fremstilles i grundlovsfør ved Retten i Lyngby tirsdag klokken 13.00.

Hærværk, Kgs. Lyngby

Klokken 05.09 blev det anmeldt, at skærmen på en hæveautomat på Jernbanepladsen var blevet smadret med en bushammer.

Politiet blev sendt til stedet, hvor en 21-årig mand fra Gentofte blev antruffet og sigtet for forholdet. Umiddelbart havde maskinen slugt mandens hævekort, hvilket havde irritereret den 21-årige nok til, at han valgte at smadre skærmen med en bushammer.

Den 21-årige blev derfor ikke sigtet for at have forsøgt at berige sig selv med sin handling, men derimod sigtet for hærværk.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 5.-6. juli 2021

Målrettet færdselsindsats, Kgs. Lyngby

I forbindelse med en målrettet færdselsindsats mod spiritus- og narkokørsel var Nordsjællands Politi torsdag formiddag til stede ved Kulsviervej. Her blev 24 bilister standset, og glædeligvis var der ikke anledning til at sigte nogen for kørsel i påvirket tilstand. To bilister måtte dog køre fra stedet med sigtelser for at køre bil uden sele.

Tricktyveri, Virum

Klokken 16.33 anmeldte en 69-årig kvinde fra Virum, at hun en times tid forinden havde stået i sin opgang på Grønnevej, da en fremmed mand var kommet ind i opgangen med en stak gratisaviser over armen. Han havde gået meget tæt på kvinden og spurgt, om hun ville købe en avis, hvilket hun havde afvist, hvorefter han havde forladt opgangen. Efterfølgende opdagede kvinden, at hun manglede sin pung med indhold, og hun mistænkte, at han havde stjålet den.

“Avissælgeren” beskrives som: Mand, mellemøstlig af udseende, 15-18 år gammel, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden. Med mellemlangt mørkebrunt/sort hår. Havde en blandet øjenfarve, grøn/blå/brun. Talte dansk.

Færdselsuheld, Hørsholm

Klokken 02.49 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Gøngehusvej, idet en personbil havde påkørt noget beplantning foran en bolig, efter føreren havde mistet herredømmet over bilen.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 20-årig mandlig bilist fra Virum blev truffet. Han blæste alkometeret op over det tilladte, ligesom han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet for både narko- og spritkørsel, hvorefter han blev taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Forsøg på indbrud, Virum

Klokken 05.21 anmeldte en kvinde, at hun netop havde overrasket to personer i hendes carport på Bredesvinget, som løb fra stedet, og hun mistænkte, at det var mulige indbrudstyve.

Politiet blev sendt til området, hvor to personer, en henholdsvis 19-årig mand fra Gentofte og en 17-årig mand fra Charlottenlund blev udfundet. På deres personer blev der blandt andet fundet lommelygter og andet værktøj, som indbrudstyve ynder at benytte, og de blev derfor sigtet for forsøg på indbrud og taget med på politistationen til afhøringer.

Veltilberedt pizza udløste brandalarm, Virum

Klokken 03.43 blev det anmeldt, at der kom en del røg fra en lejlighed på Akacievej, og der blev ikke åbnet fra boligen, når der blev banket på. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der blev skabt kontakt til beboeren i lejligheden, hvorfra røgen kom. Det viste sig at være en glemt pizza i ovnen, der var skyld i røgudviklingen.

Forsøg på voldtægt

Virum: Klokken 15.12 blev det anmeldt, at en 18-årig kvinde var blevet forsøgt voldtaget omkring klokken 01.40-02.10 natten til søndag. Kvinden havde været med S-toget fra Lyngby Station til Virum Station med ankomst 01.40, og da hun efterfølgende gik på Frederiksdalsvej, var hun blevet antastet af en fremmed mand, der havde spurgt hende om vej, hvorefter han havde grebet fat i hende og holdt fast. Dernæst trak han sine egne bukser ned, ligesom han forsøgte at hive kvindens kjole af hende. Kvinden fik dog sparket manden over benet og derefter vristet sig fri, hvorefter hun løb fra stedet.

Manden beskrives som: Mand, stor af bygning, skandinavisk af udseende, iført mørkt tøj, lugtede af alkohol.

Nordsjællands Politi skal nu blandt andet gennemse videoovervågning fra S-toget samt eventuelle andre relevante kameraer i området, og politiet hører også gerne fra vidner eller andre, der måtte have viden om episoden.

Mistanke om indbrud

Kgs. Lyngby: En 34-årig mand kontaktede klokken 23.42 politiet, da han havde hørt kælderdøren i sin bolig blive åbnet og efterfølgende synes, at det lød som om, der var nogen, der gik rundt i stue-etagen. En hundepatrulje kom få minutter senere frem til huset på Christian X’s Allé og undersøgte huset og området omkring nærmere, hvorefter det kunne konstateres, at der ikke havde været ubudne gæster på adressen.

Vidste du, at Nordsjællands Politi altid forsøger at finde en ledig patrulje, hvis du ringer om et indbrud, der er i gang nu og her? Vi vil nemlig gerne fange indbrudstyven på fersk gerning.

Ballademagere ved Magasin

Kgs. Lyngby: Klokken 03.14 natten til mandag kom en anmeldelse om, at fire cirka 15-årige unge mænd rendte rundt ved Magasin, hvor de lavede ballade og forsøgte at stjæle nogle knallerter. En patrulje ørte til stedet, men de fire var ikke at se, hverken ved Magasin eller i området i øvrigt.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 25. – 28. juni 2021