Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2021/06/21-2021/06/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Veltilberedt pizza udløste brandalarm, Virum

Klokken 03.43 blev det anmeldt, at der kom en del røg fra en lejlighed på Akacievej, og der blev ikke åbnet fra boligen, når der blev banket på. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der blev skabt kontakt til beboeren i lejligheden, hvorfra røgen kom. Det viste sig at være en glemt pizza i ovnen, der var skyld i røgudviklingen.

Forsøg på voldtægt

Virum: Klokken 15.12 blev det anmeldt, at en 18-årig kvinde var blevet forsøgt voldtaget omkring klokken 01.40-02.10 natten til søndag. Kvinden havde været med S-toget fra Lyngby Station til Virum Station med ankomst 01.40, og da hun efterfølgende gik på Frederiksdalsvej, var hun blevet antastet af en fremmed mand, der havde spurgt hende om vej, hvorefter han havde grebet fat i hende og holdt fast. Dernæst trak han sine egne bukser ned, ligesom han forsøgte at hive kvindens kjole af hende. Kvinden fik dog sparket manden over benet og derefter vristet sig fri, hvorefter hun løb fra stedet.

Manden beskrives som: Mand, stor af bygning, skandinavisk af udseende, iført mørkt tøj, lugtede af alkohol.

Nordsjællands Politi skal nu blandt andet gennemse videoovervågning fra S-toget samt eventuelle andre relevante kameraer i området, og politiet hører også gerne fra vidner eller andre, der måtte have viden om episoden.

Mistanke om indbrud

Kgs. Lyngby: En 34-årig mand kontaktede klokken 23.42 politiet, da han havde hørt kælderdøren i sin bolig blive åbnet og efterfølgende synes, at det lød som om, der var nogen, der gik rundt i stue-etagen. En hundepatrulje kom få minutter senere frem til huset på Christian X’s Allé og undersøgte huset og området omkring nærmere, hvorefter det kunne konstateres, at der ikke havde været ubudne gæster på adressen.

Vidste du, at Nordsjællands Politi altid forsøger at finde en ledig patrulje, hvis du ringer om et indbrud, der er i gang nu og her? Vi vil nemlig gerne fange indbrudstyven på fersk gerning.

Ballademagere ved Magasin

Kgs. Lyngby: Klokken 03.14 natten til mandag kom en anmeldelse om, at fire cirka 15-årige unge mænd rendte rundt ved Magasin, hvor de lavede ballade og forsøgte at stjæle nogle knallerter. En patrulje ørte til stedet, men de fire var ikke at se, hverken ved Magasin eller i området i øvrigt.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 25. – 28. juni 2021

Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby

Klokken 14.30 blev en 49-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby standset og kontrolleret på Buddingevej ved viadukten. Her viste det sig, at han sad bag rattet, trods hans førerret var administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for alligevel at køre bil.

Overtrædelse af beredskabsloven, Kgs. Lyngby

Klokken 17.05 indløb der anmeldelse om brand i en villa på Hjortekærsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket.

Branden i villaen opstod formentlig som følge af, at håndværkere på stedet forinden havde afbrændt tagpap, og det medførte derfor en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven.

Målrettet færdselsindsats, Gentofte

Torsdag aften var Nordsjællands Politi i forbindelse med en færdselsindsats målrettet hastighed samt spiritus- og narkokørsel til stede i krydset ved Ørnegårdsvej og Lyngbyvej. Det blev til 17 sigtelser, hvoraf 7 af disse førte til klip i kørekortet.

Ung kvinde taget for butikstyveri

Kgs. Lyngby: En 16-årig ung kvinde fra Birkerød blev tirsdag eftermiddag klokken 16.00 taget for butikstyveri i Normal. Hun blev sigtet for forholdet, og på grund af hendes unge alder vil både hendes forældre og de sociale myndigheder blive orienteret om sagen.

Var i besiddelse af hash

Kgs. Lyngby: Tirsdag eftermiddag klokken 17.34 blev en 26-årig mand fra Ballerup fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, da en patrulje traf ham på Carlshøjvej. Den 26-årige blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Tyv på spil

Kgs. Lyngby: En 73-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag mellem klokken 17.00 og 17.30 stjålet sin pung fra sin taske, mens hun stod i en blomsterforretning på Jernbanepladsen. Tyven beskrives som en mand af østeuropæisk udseende, 50-60 år, 175 cm høj og kraftig af bygning.

Tog billeder af ung kvinde

Kgs. Lyngby: En ukendt mand tog mandag eftermiddag klokken 12.21 nogle billeder af en 16-årig ung kvinde, da hun kom gående ad Klampenborgvej. Manden havde kort forinden passeret den unge kvinde på en knallert, hvorefter han standsede og gik ind i en busk, hvorfra han fotograferede den unge kvinde, da hun gik forbi. Manden beskrives som dansk af udseende, 50-55 år, 175-180 cm høj og kraftig af bygning. Iført en mørk hjelm, muligvis mørkt tøj og kørte på en sort knallert. Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med manden for at afklare, hvorfor han fotograferede den unge kvinde.

Indbrud i villa

Gentofte og Lyngby: En 41-årig mand anmeldte klokken 02.45, at han netop havde overrasket en mand, som havde brudt ind i den 41-åriges hjem på Begoniavej. Manden, som havde opbrudt et vindue med et koben, var derefter flygtet fra stedet. Patruljer kørte til området for at lede efter ham, og der blev med patruljehund gået spor i retning mod Anemonevej, men det var ikke muligt at finde frem til gerningspersonen.

Han beskrives som: mand, 20-50 år, spinkel-almindelig af bygning. Iført mørkt tøj. Talte dansk.

Klokken 03.30 anmeldte en borger, at han havde mistanke om, at en person, som han netop havde set på Gardehøjvej, muligvis havde til hensigt at begå indbrud på stedet. Patruljer kørte til området, og der blev også her med patruljehund gået spor efter personen, som dog ikke var mulig at udfinde.

Klokken 03.22 var et indbrud i en villa på Jægersborgvej blevet anmeldt. Det skulle være sket mellem klokken 03.05 og 03.15, og grundet nærheden mellem gerningsstederne kan Nordsjællands Politi ikke afvise, at der er relation mellem de tre hændelser.

Færdselsuheld

Hellerup: På Lyngbyvej i krydset ved Tuborgvej skete der klokken 06.07 et færdselsuheld. En af parterne blev efterfølgende kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke yderligere oplysninger om parterne eller årsagen til uheldet.