Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/05/11-2020/05/19.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkeligt forhold, Virum

Klokken 09.50 blev det anmeldt, at en kvinde gik rundt i området ved Kvædevej og bankede på dørene ind til flere boliger under påskud af at ville låne en mobiloplader. En beboer studsede over dette og mistænkte, at det kunne være en anledning til at se, om beboerne på adresserne var hjemme, og der blev derfor ringet efter politiet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det dog ikke var muligt at udfinde hende ved runderingen i området.

Kvinden beskrives som: 50-60 år, almindelig af bygning med brunt mellemlangt hår. Iført lang sort frakke.

Eftersættelse af motorcykel, Kgs. Lyngby

Klokken 13.29 eftersatte en patrulje på Kulsviervej en brugsstjålet motorcykel, hvorpå der befandt sig to personer uden hjelme. På Anker Engelunds Vej forulykkede de to personer på motorcyklen, og de løb begge fra stedet. Den ene, en 31-årig mand fra Glostrup, blev løbet op af patruljen og anholdt. Han havde ved motorcyklen efterladt en taske, hvori der befandt sig en mængde amfetamin, og dette blev han sigtet for.

Den anden mand nåede at flygte fra stedet, men Nordsjællands Politi har en formodning om hans identitet, og han kan derfor formentlig se frem til at blive sigtet for forholdene.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 17.55 blev en udenlandsk mand tilbageholdt i Magasin, da han havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de anholdt og sigtede den 19-årige mand for forholdet.

Roadrage, Virum

Klokken 14.27 anmeldte en 60-årig mand, at han klokken 14.20 havde gået på Hummeltoftevej med en bekendt, da de var ved at blive påkørt af en bilist, der kørte frem for ubetinget vigepligt. Dette havde fået den 60-årige til at påtale bilistens kørsel, hvorefter bilisten var kørt fra stedet.

Køretøjet vendte dog rundt, drejede over i modsatte side og kørte op på cykelstien mod anmelder og dennes bekendte, hvorfor anmelderen og den bekendte måtte undvige for ikke at blive påkørt af bilen, der kørte i høj fart. Efterfølgende kørte bilen fra stedet.
Bilen var en mørkeblå Volvo S60, og føreren var en ung mand af udenlandsk herkomst.

Færdselsuheld og spirituskørsel, Holte

Klokken 09.42 skete der et færdselsuheld ved Holte Stationsvej i Krydset ved Kongevejen.

En personbil ført af en 54-årig mand fra Kongens Lyngby kørte ad Kongevejen i nordgående retning, da han påkørte en anden personbil ført af en 55-årig mand fra Rødovre, der holdt for rødt og ventede på at kunne dreje til venstre fra Kongevejen ind på Holte Stationsvej. Personbilen ført af den 55-årige blev i den forbindelse skubbet op i bilen foran, der ligeledes holdt for rødt lys.

Politi og sundhedsvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte kørte en kvindelig passager fra den 55-åriges bil til kontrol på hospitalet, mens politiet sigtede den 54-årige for spirituskørsel. Han blev derfor også taget med på hospitalet til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Færdselsuheld, Kongens Lyngby

Klokken 12.25 kørte en 67-årig mandlig bilist fra Herlev ud for ubetinget vigepligt på Klampenborgvej i krydset ved Hjortekærvej. Det medførte, at han påkørte to cyklister, som kørte på cykelstien. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Der skete umiddelbart ikke nogen større personskade.

Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby

På Helsingørmotorvejen i sydgående retning blev en 43-årig mandlig bilist fra Bagsværd standset af en patrulje klokken 21.00. Han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han havde fået frakendt sin førerret, og derfor blev han sigtet for at have kørt bil trods manglende førerret.

Kørsel uden førerret, Kongens Lyngby

Klokken 19.34 blev en 29-årig mandlig bilist fra København standset og kontrolleret i Lundtofteparken. Han besad ikke retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Kørsel uden førerret, Kongens Lyngby

Klokken 19.43 blev en 28-årig mandlig bilist fra Gentofte standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at han ikke havde erhvervet sig et kørekort, og han blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Klokken 19.53 gentog ovenstående sig igen på Helsingørmotorvejen nær Klampenborgvej. Denne gang var det dog en 19-årig mandlig bilist fra Ringsted, men resten af forløbet var det samme, nemlig at han ikke havde et kørekort, hvorfor han blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Tricktyve på spil

Virum: En kvinde skaffede sig søndag eftermiddag lige omkring klokken 13.00 adgang til en lejlighed på Grønnevej ved at fortælle beboeren, en 81-årig kvinde, at hun kom fra hjemmeplejen og skulle spritte den 81-åriges lejlighed af. Da kvinden var gået igen, opdagede beboeren, at der var stjålet smykker og kontanter. Tricktyven beskrives som kvinde, 35-40 år, 160-170 cm høj og kraftig af bygning. Hun var hvid i huden med lyst hår, talte dansk med accent og var i ført sort tøj, sorte/brune gummihandsker, stort hvidt mundbind

Mand stjal øl

Kgs. Lyngby: En 42-årig mand fra Birkerød blev søndag aften sigtet for butikstyveri. Manden havde været i Fakta på Jernbanepladsen, hvor han stjal en øl, men blev opdaget af en butiksdetektiv.