Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/02/14-2022/02/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri fra containere, Kgs. Lyngby

Mellem lørdag klokken 15.00 og mandag klokken 07.00 blev der stjålet elektrisk værktøj fra to containere, som stod på en byggeplads på Firskovvej. En ukendt gerningsperson havde skåret låsene over til containerne for at skaffe sig adgang.

Tyveri af pung, Kgs. Lyngby

En 75-årig kvinde fra Lyngby anmeldte klokken 11.02, at hun omkring klokken 10.15 havde fået stjålet sin pung, da hun var stået af bussen på Lyngby Station. Kvinden havde i den forbindelse ventet på grænt ved et lyssignal, og her stillede en mand sig meget tæt op af hende. Efterfølgende opdagede hun, at hendes pung var blevet stjålet, og hun mistænkte derfor manden for tyveriet.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 32-årig kvindelig bilist fra Lyngby kørte klokken 11.50i østlig retning ad Paul Fennebergs Alle, hvor hun ved udkørslen til Trongårdsparken ikke overholdt sin vigepligt og påkørte en 16-årig mandlig cyklist fra Bagsværd. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet. Den kvindelige bilist blev af en patrulje, som var sendt til stedet, sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Taske stjålet fra bil, Kgs. Lyngby

En taske er mellem klokken 15.15 og 15.40 stjålet fra en bil, som holdt ved Trongårdsskolen. Tyven har knust en siderude for at komme ind i bilen.

Blev spyttet i ansigtet, Kgs. Lyngby

En 14-årig ung mand blev lørdag aften mellem klokken 19.00 og 19.30 spyttet i ansigtet, da han sammen med nogle jævnaldrende kom gående i tunellen ved Lyngby Station. Her kom to 14-15 årige unge mænd gående i mod den 14-årige og hans kammerater, og begyndte at opføre sig truende over for dem og spyttede den 14-årige i ansigtet. De to gerningspersoner beskrives som A: dansk af udseende, 170-175 cm høj og spinkel af bygning, lys i huden, iført sorte stramme jeans med huller ved knæ og lår samt en mørk vindjakke muligvis af mærket Louis Vuitton. B: dansk af udseende, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, smalle øjne, iført stramme sorte jeans, blålig bomberjakke og en sort/grå Louis Vuitton bæltetaske.

Blev truet med kniv, Kgs. Lyngby

Søndag eftermiddag klokken 12.25 blev en ukendt mand så sur over at blive bedt om at lade være med at tale i telefon i en stillekupé, at han truede en medpassager med en kniv. Episoden skete i S-toget mellem Jægersborg St. og Lyngby St., da en 24-årig mand fra Hillerød bad manden om at respektere, at han befandt sig i en stillekupé.

Lift i problemer, Kgs. Lyngby

Klokken 09.17 blev anmeldt, at to mænd havde stået på en lift over et tag på en etageejendom i Lundtofteparken, da den var tippet og væltet ind over taget. Politi og Beredskab Øst blev sendt til stedet, og sidstnævnte hjalp de to mænd ned ved brug af en redningsstige. Der skete ingen personskade ved hændelsen.

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

En borger anmeldte klokken 23.14, at han et kvarter forinden havde observeret en mand, som stod og tog billeder af en bil, som holdt parkeret på Skovbovej. Borgeren mistænkte, at manden kunne have til hensigt at begå tyveri fra bilen og kontaktede derfor politiet. En patrulje kørte til området for at lede efter manden, men det var ikke muligt at udfinde ham i området.

Han beskrives som: 160-165 cm, almindelig af bygning. Iført sort hættetrøje og hvide bukser.

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Klokken 12.09 anmeldte en beboer på Frem, at hun et kvarters tid forinden via kameraet i sit alarmsystem i boligen havde set en fremmed mand gå rundt om boligen og kigge interesseret ind, og hun mistænkte derfor, at der kunne være tale om en indbrudstyv.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det ikke tydede på, at der havde været indbrud på adressen.

Anmelderen kontaktede sidenhen politiet igen og fortalte, at hun havde talt med en af naboerne, der skulle have besøg af et rengøringsfirma for første gang, og den mistænkelige mand i kameraets linse var dermed en rengøringsmedarbejder, der blot ledte efter det rette hus.

Alligevel skal der lyde ros til anmelderen for at kontakte politiet – en alarm med kamera kan være en glimrende metode til at holde indbrudstyvene væk.

Mistænkeligt forhold, Virum

Klokken 18.16 blev det anmeldt, at en mand klædt i sort tøj var kravlet op på taget af et hus på Skolebakken, hvorfra han lyste ind i huset med en lygte, og anmelderen mistænkte, at det kunne være en indbrudstyv. Da manden med lygten opdagede, at han blev observeret, stak han af fra stedet.

Flere patruljer blev sendt til stedet, men det lykkedes ikke at finde den fremmede mand. Stor ros til anmelderen for at kontakte politiet omgående.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 19.12 blev det anmeldt fra Fakta ved Lyngby Station, at de stod med en 13-årig butikstyv, der havde forsøgt at stjæle to energidrikke. Idet butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet for at håndtere anmeldelsen, og idet butikstyven også var under den kriminelle lavalder, blev hændelsen overdraget til de relevante voksne samt de relevante myndigheder.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 13.12 anmeldte personalet fra Fakta ved Lyngby Station, at de havde pågrebet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en energidrik. Da butikstyven var udenlandsk statsborger blev en patrulje sendt til butikken, hvor en 28-årig udenlandsk mand blev sigtet for forholdet.

Tricktyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 17.43 blev det anmeldt, at en 25-årig kvinde havde været udsat for et tricktyveri på Lyngby Station omkring klokken 16.45-17.00. Kvinden var stået af en bus på Lyngby Station og var dernæst blevet kontaktet af en fremmed person, som på engelsk fortalte, at han manglede penge til at komme hjem til Paris. Han bad om at låne 750 kroner, som han ville betale tilbage to dage senere, hvorefter han lokkede kvinden til at gå med over til hæveautomaten ved Danske Bank.

Da kvinden havde indsat sit hævekort og indtastet sin kode, tastede manden 2000 kroner ind frem for de 750 kroner. Kvinden forsøgte efterfølgende at komme væk, men manden forklarede nu, at hans ven også skulle bruge penge til at rejse hjem, og en ny mand dukkede nu også op. Kvinden følte sig overrumplet af de to personer, og hun turde derfor ikke andet end at hæve yderligere 2000 kroner.

Kvinden prøvede igen at komme væk fra stedet, men nu fortalte de to, at de også skulle bruge penge til mad, hvorfor hun følte sig nødsaget til for tredje gang at hæve 2000 kroner til mændene, inden det lykkedes hende at slippe væk i en bus.

De to mænd beskrives som:

A: Mand, mellemøstlig af udseende, cirka 30 år gammel, 170 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden, med sort kort hår og sort fuldskæg. Talte engelsk med accent samt et ukendt fremmedsprog med B.

B: Mand, mellemøstlig af udseende, 30 år, 165 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden, med sort kort hår og sort fuldskæg. Talte engelsk med accent samt et ukendt fremmedsprog med A.

Klokken 18.08 blev det ligeledes anmeldt, at en 32-årig mand omkring klokken 15.00 var blevet antastet af to-tre mænd på Lyngby Station. De havde fremvist et foto af et barn og en mand og bedt om penge til at købe modermælkserstatning, hvorefter manden efter en del overtalelse havde givet dem cirka 400 kroner. Manden tog derefter toget til Hovedbanegården, hvilket mændene også gjorde. På Hovedbanegården kontaktede de ham igen og overtalte ham til at hæve 2500 kroner i en hæveautomat.

Det er Nordsjællands Politis antagelse, at der er tale om de samme gerningspersoner i begge forhold.

Nordsjællands Politi skal nu blandt andet gennemse videoovervågning i forbindelse med efterforskningen.

Ulovlig overhaling, Kgs. Lyngby

Klokken 10.42 så en patrulje, at en taxa overhalede en bus på Nybrovej, trods der var dobbelte spærrelinjer, og chaufføren bag rattet blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Klokken 16.37 anmeldte et vidne, at en varebil med udenlandske nummerplader kørte langsomt rundt på villavejene nær Hjortekærsvej, og anmelderen mistænkte, at det kunne være indbrudstyve, der var ude og spejde efter mulige gerningssteder.

En patrulje blev sendt til området, men det lykkedes ikke at finde varebilen og dermed spørge personerne i den om deres ærinde.

Stor ros til anmelderen for at reagere på sin mistanke.