Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/05/16-2022/05/24.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 72-årig mandlig bilist fra Charlottenlund kørte klokken 08.33 ad Ermelundsvej i nordlig retning, hvor han i krydset ved Klampenborgvej foretog et venstresving. I den forbindelse påkørte han en 51-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, som cyklede ad Ermelundsvej i sydlig retning og skulle ligeud i krydset.

En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til kontrol på hospitalet.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 28-årig mandlig bilist fra Hellerup kom klokken 15.50 kørende ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, hvor han påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Fredensborg, som bremsede op grundet kødannelse. Sammenstødet medførte, at den kvindelige bilist blev skubbet frem og derved påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Hørsholm.

Patruljer kørte til stedet, hvor vejen i en periode måtte afspærres, mens der blev ryddet op efter uheldet. Den 28-årige mandlige bilist blev af patruljen sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Butikstyve i storcenter, Kgs. Lyngby

To 16-årige, en ung kvinde og en ung mand begge fra Kgs. Lyngby, blev mandag eftermiddag sigtet for ved 16-tiden at have begået butikstyveri i Normal og H&M i Lyngby Storcenter.

Tyveri fra taske, Kgs. Lyngby

En 61-årig kvinde anmeldte klokken 14.57, at hun mellem klokken 10.15. og 10.45 havde fået stjålet sin pung. Kvinden havde haft pungen i sin taske, mens hun befandt sig ved Lagkagehuset i Magasin og opdagede efterfølgende, at den var blevet stjålet derfra.

Spirituskørsel, Virum

Klokken 12.30 blev en 57-årig udenlandsk mandlig bilist standset og kontrolleret på Skovridergårdsvej. Her fik han blæst alkometeret op over det tilladte, hvorfor han blev taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Brand i shelter, Kgs. Lyngby

Klokken 18.01 blev det anmeldt, at der var opstået brand i et shelter ved et naturareal nær Lundtofteparken. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev iværksat.

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke endeligt fastslået, men det kan ikke afvises, at branden kan være påsat.

Mistænkeligt forhold, Virum

En kvinde anmeldte klokken 01.53, at hun via overvågning kunne se, at der omkring ti minutter tidligere havde været to personer inde i hendes have og gå rundt om hendes hus på Abildgaardsvej, og hun mistænkte, at de havde været på stedet for at begå indbrud. En patrulje kørte til området for at lede efter de to personer, men det var ikke muligt at finde dem.

De to personer var begge iklædt mørkt tøj, og den ene bar en rygsæk.

Spirituskørsel, Kgs. Lyngby

Klokken 16.21 blev en 60-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby standset og kontrolleret på Lyngvej. Han fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.