Natur, trafik og byliv fyldte på borgermøde

Mandag aften (d. 6/12-21) blev tre idéoplæg til en udviklingsplan for fremtidens Kongens Lyngby Centrum præsenteret på et offentligt møde på Firskovvej. Her var borgere, erhvervsdrivende, grundejere og foreninger mødt op for at diskutere tre foreløbige planer med tre rådiverteams, kommunens forvaltning og politikere. Aftenens feedback tager de tre teams med hjem til deres videre arbejde med hver deres forslag til en samlet udviklingsplan for centrum.

Dialog mellem rådgiver og borgere

Der var masser af spørge- og snakkelyst mellem de tre rådgiverteams og de fremmødte, der sammen drøftede de idéoplæg, som forinden var blevet præsenteret for offentligheden for første gang. Det var LYTT Architecture, SLA og Tegnestuen Vandkunsten, der stod i spidsen for tre teams, der præsenterede hver deres første bud på en udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum. Både holdene og de fremmødte var nysgerrige, og der var en positiv dialog aftenen igennem.

Planerne indeholdte konkrete bud på flere byrum i centrum sammen med nogle mere overordnede strategiske tiltag for byen. En ny indretning af Klampenborgvej med plads til udeliv og natur, placering af p-pladser, trafikken i Lyngby Hovedgade, åbning af rådhusets bagside og flere grønne områder gik igen.

Første team på scenen var LYTT Architecture. De fokuserede blandt andet på midlertidige trafikforsøg, der langsomt skal spore sig ind på de helt rigtige løsninger for byen. De fremlagde også ideen om et mobilitetshus, som kan bruges til en række aktiviteter – ud over parkering. I samme stil foreslår LYTT et overdækket space på Johannes Foghs Plads.

SLA havde til aftenen medbragt en såkaldt green cover-analyse, som viste at Kongens Lyngby Centrum er dækket af 20 procent grønt. Ambitionen i deres plan er 40%. Her vil man forsøge at trække naturen og dens forskellige arter fra Dyrehaven og Mølleådalen og søerne ind i centrum og på den måde skabe fuglefløjt i centrum.

Tegnestuen Vandkunsten fokuserede på infrastrukturen omkring og i byen, som allerede fungerer, men som skal optimeres, for at den kan skabe en mere cirkulær trafik for især gående og cyklister. Her var også stort fokus på bylivet i centrum, som er essentielt for byens identitet. Teamet var optaget af de mange grønne træer og hække i byen, som skaber en by i øjenhøjde. Et mere strategisk greb fra dem var at satse på at realisere planerne gennem partnerskaber mellem offentlige og private aktører.

Næste skridt Det offentlige møde var kulminationen på en dag, hvor de tre teams fik feedback fra både politikere, professionelle fagdommere og kommunens forvaltning. Så nu kan de tage ris og ros med tilbage på tegnestuerne og gøre deres forslag endnu bedre. Næste gang offentligheden inviteres indenfor er, når det vindende forslag til en udviklingsplan er fundet. Det bliver i midten af marts 2022, og herefter bliver det kommunalbestyrelsens opgave at beslutte den videre proces.

Bente Illum Hansen, som er borger i Lyngby, var mødt op, og hun sagde:

“Jeg synes det har været et rigtig godt arrangement med gode præsentationer af projekterne. Det er dejligt som borger at være en del af processen. Det er den bedste måde at gøre det på.”

Borgmester Sofia Osmani siger:

“Det har været en rigtig spændende dag. Det er første gang jeg ser de tre rådiverteams’ tanker og foreløbige forslag, og jeg må sige, at der er mange interessante bud. Nu går vi ind i en proces, hvor vi skal kvalificere forslagene, så vi i sidste ende står tilbage med en stærk udviklingsplan, som både borgere, organisationer, erhvervslivet og politikere kan bakke op om.”

Fakta

Kommunalbestyrelsen vedtog i juni 2021 en vision for Kongens Lyngby Centrum. Den 6. december er første gang de tre teams præsenterer deres arbejde for offentligheden med hver deres foreløbige udviklingsplan, som skal virkeliggøre visionen. De færdige forslag til en udviklingsplan bliver afleveret i februar 2022, og de bedømmes af et bedømmelsesudvalg med medlemmer fra kommunalbestyrelsen, to fagdommere og en repræsentant fra Realdania. Offentliggørelsen af et eller flere vindende bud forventes at ske i marts 2022. Herefter bliver det kommunalbestyrelsens opgave at beslutte den videre proces.

På mødet blev de tre præsentationer, som rådgiverne stod bag, optaget. Videoen ligger på kommunens hjemmeside i en begrænset periode.

Læs mere om processen og se videoen på kommunens hjemmeside: https://www.ltk.dk/erhverv/by-og-erhvervsudvikling/fremtidens-kongens-lyngby-centrum

Offentligt møde i lokaler hos Jan Nygaard AS på Firskovvej