DMI og vandselskaber går sammen om bedre håndtering af skybrud
26.6.2025 12:01:51 | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Skræddersyede varslingsprodukter, der kombinerer hidtil ikke-offentliggjorte meteorologiske og hydrologiske data fra DMI med lokale data fra forsyningsselskaber, skal skabe en bedre håndtering af store mængder nedbør.
Politisk pres og klimaforandringer medfører flere og kraftigere regnhændelser. Prognoser frem mod 2100 viser, at gennemsnitstemperaturen forventes at stige ca. 2 grader nationalt, antal skybrud forventes at stige med 30-50 procent, og 60-minutters nedbørsintensiteter vil stige med 20-30 procent.
Før en varslet nedbørhændelse af den kraftige slags forbereder forsyninger afløbssystem og rensningsanlæg, så de bedre kan håndtere vandmasserne og derved undgå overløb og oversvømmelser. Men forsyningerne er i dag begrænset af de data, de har til rådighed, inden hændelsen rammer. Et nyt fælles projekt mellem DMI og tre jyske vandselskaber har til formål at udbygge fundamentet, så man lokalt står bedre rustet, og skaderne dermed nedbringes.
– Ambitionen er at gøre det muligt for forsyningerne at forberede og optimere drift af afløbssystemer og renseanlæg før kraftige regnhændelser. Det vil kunne mindske risikoen for systemnedbrud, overløb og udledning af ubehandlet spildevand i naturen, siger specialkonsulent Cecilie Thrysøe, der håndterer projektet for DMI.
Varsler mangler detaljer
Forsyningernes muligheder for at handle proaktivt før ekstremregn er endnu begrænsede. De varsler, vi kender i dag, er ofte generelle. Den udfordring adresseres i det nye projekt ved at udvikle skræddersyede data, der følger med varslerne for skybrud.
– Vi skal forsøge at kombinere hidtil ikke-offentliggjorte meteorologiske og hydrologiske data fra DMI med lokale data fra forsyningsselskaber. Det kan blandt andre være udstilling og visualisering af usikkerhed i nedbørsprognoser eller udvikling af sandsynlighedsbaserede oversvømmelseskort, siger Cecilie Thrysøe.
Gennem en række workshops og test-forløb udvikles og afprøves varslingsprodukterne hos de tre deltagende forsyninger. Produkterne skal tilpasses forsyningernes forskellige behov og digitale modenhed og omfatter f.eks. kort, prognosedata, oversvømmelseskort og risikovurderinger. Produkterne vil i projektperioden blive gjort frit tilgængelige via en demonstrationshjemmeside.
I Aarhus Vand lyder det fra fagchef for Hydraulik og Afløb, Yansi Mary Jesuloganathan:
– Vejrdata er en stor hjælp til drift og optimering af vores afløbssystem og renseanlæg, hvilket er afgørende for, at vi kan håndtere skybrud og kraftige regnhændelser og dermed reducere risikoen for oversvømmelser og overløb af urenset spildevand. Men det forudsætter, at data er tilstrækkeligt detaljerede, og at vi som forsyning får varsling om skybrud og kraftig regn på forkant. Det skal projektet være med til sikre gennem udvikling af nye varslingsprodukter målrettet forsyningsbranchen. Vi ser frem til at bidrage med erfaring, viden og kompetencer i et samarbejde med projektgruppen om udvikling af nye løsninger inden for et område, der har et stort samfundsmæssigt potentiale.
Projektet bygger på samarbejde og skal munde ud i konkrete produkter og best practice-vejledninger, som hele sektoren kan få gavn af.
Co-creation af skræddersyede varslingsprodukter til nedbør og oversvømmelser i vandbranchen støttes af Vandsektorens forening til forbedring af vandsektorens effektivitet og kvalitet, VUDP.
Fakta
• Arbejdsgruppen består af Aarhus Vand, Ringkøbing-Skjern Forsyning, Skanderborg Forsyning og DMI.
• Projektet leverer en ny demo-hjemmeside med adgang til varslingsprodukter og visualiseringer.
• Skaber retningslinjer og best-practice for anvendelse af varslingsprodukterne i beredskabssituationer.
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf: 39157509
presse@dmi.dk
Om Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
