Fra søndag 12. december er det slut med støj og udledninger fra busserne på linje 180, 181, 182 og 183 i Lyngby-Taarbæk Kommune. Nye, miljøvenlige elbusser ruller i stedet ud på vejene.

De fire buslinjer 180, 181, 182 og 183 i Lyngby-Taarbæk Kommune omstilles til elbusser. De første fem elbusser på linje 182 og 183 kommer ud at køre 12. december 2021, og de resterende fem elbusser på linje 180 og 181 forventes i drift senere i december. Når alle elbusserne kører, betyder det, at CO2-udledningen mindskes med 400 tons, NOx-udledningen mindskes med 1,2 tons og partikeludledningen mindskes med 10 kg årligt. De nye grønne elbuslinjer er et skridt på vejen mod målet om, at alle busser på Sjælland skal køre fossilfrit i 2030 – heraf mindst halvdelen på el. Med øget grøn omstilling bidrager Lyngby-Taarbæk Kommune og Movia samtidig til at indfri den nationale målsætning om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.

“Flere el-busser til Lyngby-Taarbæk er rigtigt gode grønne nyheder. El-busserne vil betyde mindre støj, det reducerer partikelforureningen, og det nedbringer CO2-udledningen betydeligt. Det er til glæde for både klima, miljø og borgerne i kommunen, og så er de faktisk også billigere end de gamle dieselbusser. Målet er, at alle busser i kommunen skal være el-busser, og det her er et godt skridt på vejen” siger Sigurd Agersnap, Formand for Teknik- og Miløudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune

“Vi er i kommunen godt på vej med at reducere vores CO2-udledning og at nå vores 2025 målsætning. Her kommer vores nye el-busser ind og bidrager til reduktion af både støj- og luftforurening. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte sammen med det nye Teknik-udvalg” siger Richard Sandbæk, Næstformand for Teknik- og Miløudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune

“Movia aftalte med kommunerne og regioner tilbage i 2020 et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at alle vores busser kører fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem kører på el eller brint. De 10 nye elbusser i Lyngby-Taarbæk bidrager til den samlede reduktion af CO2, NOx og partikler og er samtidig støjsvage. Derfor er vi meget glade for det stærke signal som vi sammen med Lyngby-Taarbæk Kommune nu sender om, at klimamål og ambitioner er vigtige for kollektiv transport”, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen

Om elbusser og udledning af NOx, partikler og CO2

Der er god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 kører der 336 elbusser i Movias område. Det svarer til 24 pct. af Movias busser.

Movias miljøregnskab for 2020 viser også, at Movia kan fastholde den fortsatte nedbringelse af udledningen af CO2, som i 2020 er reduceret med 43 pct. siden 2008. Udledningen af NOx er i samme periode reduceret med 84 pct., og har dermed udviklet sig mere positivt end forventet med en målsætning for 2020 på 75 pct. Samme gælder for partikeludledningen, som er reduceret med 88 pct. fra 2008 til 2020 mod en målsætning på 80 pct.

Movia har modtaget støtte fra EU’s ELENA-facilitet (under Horizon 2020-programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til eldrift.

Kontaktinformation

Movia presse og kommunikation: 3613 2010 eller presse@moviatrafik.dk

Movia er Danmarks største og grønne mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca. 200 mio. kunder i busser, lokaltog og flextrafik. Alle med hver deres historie. Det bliver til 22.602 historier i timen. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri – mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs vores Mobilitetsplan 2020.