Endelig genåbner Nordisk Film Biografer – igen

Søndag den 16. januar genåbner Nordisk Films Biografer igen efter endnu en nedlukning som følge af Covid-19. “Spider-Man: No Way Home” er blandt filmene på åbningsprogrammet. Biograferne har trods tre nedlukninger vist sig at stå særdeles stærkt. Publikum er nemlig strømmet i biografen og har vist, at trygheden er høj, når danskerne går i biografen.

Da de danske biografer før jul blev lukket som følge af Covid 19, var det desværre en kendt manøvre for personalet, der havde prøvet turen to gange tidligere. Alle sale blev rengjort, bland-selv-slikket kasseret og popcornmaskinerne slukket. De danske biografer blev første gang lukket i foråret 2020 under Danmarks store lock-down, og igen i julen 2020 stod biograferne tomme, indtil foråret 2021 kom med solskin og genåbning.

Lige før julen 2021 måtte biograferne som bekendt lukke ned atter en gang, men nu er der igen givet grønt lys til store oplevelser i biografens mørke. Det glæder Casper Bonavent, der er direktør i Nordisk Film Biografer:

“Efter nu tre nedlukninger er vi mere end begejstrede for at kunne byde vores gæster velkomne igen. Vi har fantastiske film på lager, som har måtte afvente genåbningen, bl.a. “Spider-Man: No Way Home”, som havde et meget flot billetsalg, da den fik premiere lige før jul,” siger Casper Bonavent.

Biografen er fortsat et trygt sted at være sammen – på afstand

Inden den seneste nedlukning var myndighedernes restriktioner i forbindelse med Covid-19 allerede indført i biograferne, så når Nordisk Film Biografer åbner igen, er personalet helt fortrolige med procedurerne. Der gøres rent, ligesom der selvfølgelig er godt med håndsprit til både gæster og personale. Gæster skal kunne fremvise Coronapas, der dokumenterer, at man har en gyldig negativ test, er færdigvaccineret eller har været smittet med Corona inden for de seneste 2-12 uger. Der skal desuden bæres mundbind eller visir, undtagen når man sidder ned.

Gæster opfordres desuden til at købe billetter på forhånd på enten nfbio.dk eller i NF Bio-appen, så unødvendig kø og forsamling undgås bedst muligt.

At det er trygt at opholde sig i biografen, bekræfter desuden en tysk universitetsundersøgelse, der er foretaget under Covid-19-pandemien. Iflg. undersøgelsen fra 2020, der er af offentliggjort af den tyske biografbrancheorganisation, er der langt mindre risiko for at blive smittet i biografen end på f.eks. arbejdspladsen. Det skyldes, at man ikke taler sammen i biografen og at ventilationssystemerne er væsentlig bedre end i et kontorlandskab.

Biografen er populær som sjældent før

Thomas Vinterbergs “Druk” indbragte sidste år en flot Oscar i Hollywood, og den seneste Bond-film “No time to Die” var den mest sælgende James Bond-film i Danmark nogensinde. Det viser, at biografen fortsat står rigtigt stærkt, når danskerne skal have gode oplevelser.

Udover den danske succes i Hollywood og James Bonds sejrsgang, var august måned var den mest besøgte i danske biografer i 40 år. Anders Matthesens kæmpesucces “Ternet Ninja 2” er den tredje mest sælgende film i Danmark i næsten 40 år, så der er masser af indikationer på, at biografen nærmest står stærkere end nogensinde.

Spider-Man, Gucci-familien, og syngende dyr

Når biograferne genåbner, bliver det med den populære “Spider-Man: No Way Home” på programmet, ligesom “House of Gucci” om det italienske mode- og familiedynasti Gucci får premiere igen. Til børnene venter “Syng 2” først i februar, og her vil ungerne igen kunne synge med på populære musikhits fremført af alt fra chimpanser, grise og pindsvin med punkede frisurer. “The King’s Man” garanterer action, mens de mere garvede biografgængere lidt længere fremme i kalenderen kan glæde sig til et gensyn med gyserfilmsuniverset “Scream”, der efter 25 år er tilbage med dele af det originale hold af skuespillere.

Nærmere information Billetter købes via www.nfbio.dk eller NF Bio-app’en. Her kan du også se filmprogram, finde biografernes åbningstider og læse mere om retningslinjer i forbindelse med Covid-19.