Nu nærmer tiden sig for, at “Samtaler i det fri” igen kan tilbyde kajakken! Foråret er over os, vejret bliver varmere og dermed også vandtemperaturen, meddeler Susanne vom Braucke:

“Jeg havde sidste sommer en ung kvinde med på vandet. Hun havde gennem længere tid døjet med angst og tankemylder, og nu skulle hun for første gang i sit liv sidde i en kajak. Vejret var perfekt med kun meget lidt vind, ganske små bølger og lavt vand i Nivå bugt.

Vi startede med, at hun var i kajak, mens jeg stod ved siden af og holdt godt fast. Hun fangede dog ret hurtigt teknikken med pagajen, så jeg måtte løbe ved siden af, mens hun roede. Efter et par ture frem og tilbage langs stranden spurgte jeg, om hun havde mod på, at jeg også satte mig i min kajak, og vi så ville følges lidt langs kysten – det havde hun. Som sagt, så gjort, og hun roede afsted helt uden angst.

Efter lidt tid satte vi kursen udad langs høfden, og jeg spurgte, om hun var OK med, at der nok ville være lidt mere uroligt vand, når vi nåede enden af høfden. Det var hun, ja, faktisk roede hun lidt i forvejen og ud på de her lidt større bølger, helt koncentreret og tydeligvis glad og storsmilende – og uden hverken angst eller forstyrrende tanker!

Vi roede en lille tur udenfor høfden, og hun blev mere og mere tryg ved og sikker i sin roning, inden vi atter gik i land og satte os på stranden for at tale om turen på vandet.

Og her sagde hun det, der virkelig overbeviste mig om, at kajakken er en super god del af “Samtaler i det fri”: ”Hvor gav det en god ro at sidde der på vandet. Jeg synes slet ikke, bølgerne gjorde mig bange. Mere at havet virker til at have en stor kraft i sig!”

Det er det, kajakken kan…

Bestil en tid her

Foto: Susanne vom Braucke