DN skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om cigaretskod:

9 ud af 10 borgere mener, at de mange henkastede cigaretskod i naturen og det offentlige rum er et problem. Størstedelen efterlyser politiske tiltag.

Hver dag havner godt 8 millioner cigaretskod på gaden og i den danske natur, men står det til befolkningen, skal det være slut. Den finder det problematisk, at så mange skod bliver smidt i det offentlige rum, og ønsker politisk handling for at komme problemet til livs. Det viser en meningsmåling, som Kantar Gallup har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening.

Cigaretskod, foto: ABW

I undersøgelsen svarer hele 89 procent, at det er et problem, at der ender alt for mange cigaretskod i det offentlige rum og i naturen, mens 71 procent svarer, at der bør blive iværksat politiske tiltag for at reducere mængden.

– Det understreger, at det er et problem, der skal tages alvorligt. Danskerne er trætte af, at der ligger cigaretskod overalt, og det forstår jeg godt. Jeg mener, at det er vigtigt, at man fra politisk hold får sat en debat i gang, så vi kan komme problemet til livs, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Indeholder langsomt nedbrydelig plast

Cigaretskoddene bliver ikke blot smidt i store mængder. De er oven i købet længe om at blive nedbrudt.

Cigaretfiltrene indeholder nemlig plastmaterialet cellulose acetat, der afhængig af omgivelserne er op til 5-10 år om at blive nedbrudt, når det ligger i naturen.

Det betyder, at der i Danmark ophobes enorme mængder skod – til stor gene for befolkningen.