Efter en pause over jul og nytår er vores entreprenør, Per Aarsleff A/S, atter i gang med letbanebyggeriet i Lyngby. Her nedenfor kan du læse lidt mere om, hvad vi arbejder på i området omkring viadukten, Lyngby Station og Lyngby Torv i de første par måneder af 2021.

Indkørsel til tunnellen, foto: Letbanen

I området mellem højhuset på Lehwaldsvej og Buddingevej er vi fortsat i gang med at forstærke området, hvor indkørslen til letbanetunnelen under S-banen og Lyngby Omfartsvej vil ligge. Før jul afsluttede vi sekantpælearbejdet, så her i starten af det nye år gør vi klar til det næste arbejde i området. I slutningen af januar går vi i gang med spunsarbejdet, som vil være støjende og give vibrationer. Arbejdet udføres inden for almindelig arbejdstid, som er hverdage mellem 7 og 18 og eventuelt lørdage mellem 7 og 14. Som udgangspunkt arbejder vi ikke om lørdagen, men efterhånden som arbejdet skrider frem, kan det vise sig nødvendigt også at arbejde om lørdagen. Spunsarbejdet forventes afsluttet i slutningen af februar.

Vejarbejde på Buddingevej mellem Engelsborgvej og viadukten
På den modsatte side af Buddingevej i området ved den nye støttemur ud for Lyngby Parkgård er vi fortsat godt i gang med at ombygge vejen og anlægge ny vej, fortov og cykelsti. Arbejdet med at ombygge vejen i den side forventes afsluttet her i løbet af vinteren – dog vil nogle yderligere arbejder skulle udføres til foråret. Det informerer vi nærmere om løbende. Arbejdet foregår inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem 7 og 18.

Fodgængertunnelen på Lyngby Station
På stationen har vi afsluttet støbearbejdet på fodgængertunnelen op til jul. Frem til foråret færdiggør vi gulvet i tunnelen, opsætter gelændere, lys osv. Dette arbejde foregår inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem 7 og 18.

Vejarbejde på Lyngby Torv
Arbejdet med ombygningen af den sydøstlige side af Lyngby Torv fortsætter også frem til foråret. Det betyder blandt andet, at vi opbryder asfalt, ombygger vejen og lægger ny belægning. Arbejdet udføres inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem 7 og 18.

Hvad betyder det for dig, som færdes i området omkring viadukten?
Når den midlertidige sandpude på Buddingevej ved højhuset på Lehwaldsvej er fjernet, gør vi området klar til, at viadukten igen kan åbnes for almindelig biltrafik. Det forventer vi fortsat den kan i slutningen af januar. Der vil fortsat være arbejdskørsel til og fra byggepladserne. Følg skiltningen på stedet og se på vores hjemmeside, hvordan du kan holde dig orienteret om trafikken i området. Se mere på dinletbane.dk/trafik.

Følg byggeriet
Du kan følge byggeriet på dinletbane.dk/lyngby, hvor du kan se, hvilke aktiviteter vi er i gang med i området i øjeblikket.

Per Aarsleff A/S er entreprenør på anlægsarbejdet i Lyngby, og vi og entreprenøren beklager de gener, som arbejdet giver.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

Med venlig hilsen
Hovedstadens Letbane