Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/07/13-2020/07/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Fest i det fri lukket ned, Kongens Lyngby

Klokken 15.10 blev det anmeldt, at omtrent 200 mennesker var samlet til livemusik ved en viadukt nær Lyngby Sø og Rustenborgvej.

En patrulje blev sendt til stedet, og efter en god snak mellem nogle af gæsterne og patruljen, valgte deltagerne at lukke ned for arrangementet.

Tricktyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 14.10 blev det anmeldt, at en 87-årig kvindelig beboer fra Trongårdsparken klokken 13.20 åbnede sin hoveddør for at bære en pakke ind, som stod foran hendes hoveddør. Foran døren stod imidlertid en for forurettede ukendt kvinde med pakken i hånden. Kvinden oplyste, at hun var den 87-årige kontaktperson til hjemmeplejen og gik i den forbindelse indenfor i boligen og videre ud i køkkenet og placerede sig således, at beboeren måtte stå med ryggen til døren for at tiltale hende. Den 87-årige gav udtryk for, at hun ikke havde bedt om en kontaktperson, og kvinden nævnte herefter, at hun skulle hente noget i sin bil, hvorefter hun forsvandt fra stedet og ikke kom retur.

Beboeren bemærkede efterfølgende, at en bos med smykker var forsvundet fra stedet.

Kvinden beskrives som: dansk af udseende, 25-30 år, 160-150 cm, spinkel af bygning, hvid i huden, med mellemlangt sort hår. Iført blå hat. Talte dansk.

Mistænkeligt forhold. Kgs. Lyngby

Klokken 15.13 henvendte en engelsktalende mand sig til to beboere i Trongårdsparken. Her tilbød manden dem rengøring af deres indkørsler, hvilket de dog begge takkede nej til. Manden forlod herefter stedet.

Manden beskrives som: ca. 42 år, ca. 175 cm, almindelig af bygning, hvid i huden. Iført orange arbejdstøj og sikkerhedssko. Talte engelsk, muligvis med irsk accent.

Nordsjællands Politi anbefaler, at man takker nej til uopfordrede tilbud fra omrejsende håndværkere. I stedet bør man:
• Holde sig fra at bruge deres ydelser. Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget, skal man:
• Afvise dem
• Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
• Ringe 1-1-4 og anmelde det.

Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt. Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve – sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen.

Mand faldet i vandet, Kgs. Lyngby

Nær Brede Spisehus var en 75-årig mand klokken 19.49 faldet i vandet ved Mølleåen. En borger sprang i den forbindelse i vandet for at hjælpe manden. Patruljer kørte til stedet, hvor begge personer kom sikkert i land igen. Herefter blev den 75-årige mand overdraget til ambulancen for videre behandling.

Røveri, Kgs. Lyngby

På Jernbanepladsen foran 7/Eleven blev tre unge mænd klokken 02.14 udsat for røveri med kniv begået af en kvinde og to mænd. På stedet blev to af de forurettede, en 18-årig fra Hellerup og en 19-årig fra Lyngby, frarøvet deres punge, der også blev stjålet to mobiltelefoner fra dem. Herefter forsvandt gerningsmændene fra stedet i retning imod Ulrikkenborg Plads.

Patruljer kørte dertil for at lede efter gerningsmændene, som dog ikke var at finde i området.

Gerningsmændene beskrives således:

A: mand, 20-25 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning, tilbagestrøget hår, hvid i huden. Iført mørkegrå trøje og kørte på cykel.

B: mand, 20-25 år, 180-185 cm, spinkel af bygning, brun i huden, med tatovering på halsen og modermærke på undersiden af hagen. Kørte på en knallert. I besiddelse af en foldekniv.

C: pige, 20-25 år, ca. 170 cm, sort hår i en hestehale. Iført sort tøj og kørte på en sort knallert.

Anholdt for forsøg på indbrud, Kgs. Lyngby

På Sorgenfrigårdsvej blev en 56-årig mand fra området truffet af en patrulje klokken 02.55. Han blev ved visitation fundet i besiddelse af handsker samt en bushammer og kunne ikke redegøre for, hvorfor han var i besiddelse af disse genstande. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

Butikstyveri, Lyngby

Klokken 14.39 blev det anmeldt fra personalet i Føtex, at de havde pågrebet to 13-årige drenge, der havde forsøgt at stjæle tre alkopops.

På grund af drengenes unge alder blev en patrulje sendt til stedet, hvor det blev til en snak med drengene, ligesom de relevante voksne samt de relevante myndigheder blev underrettet om hændelsen.

Narkokørsel, Kgs. Lyngby

En 50-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby blev klokken 02.50 standset af en patrulje på Nybrovej. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Der venter nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Brand i skraldespand, Kgs. Lyngby

Klokken 03.55 blev det anmeldt, at der var brand i en skraldespand på Carlshøjvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket.

Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke oplysninger om, hvorvidt branden kan have været påsat.