Kommunalbestyrelsen har besluttet at understøtte kommunens erhvervsliv på flere områder.

Covid-19 krisen påvirker erhverslivet i et omfang, som af eksperter sammenlignes med sidste finanskrise. Regeringen har vedtaget en række hjælpepakker for at hjælpe erhvervslivet. For kommunerne er der imidlertid også enkelte muligheder for at understøtte erhvervslivet lokalt. Anlægsloftet, dækningsafgiften og fremrykning af betalinger er blandt de lokale initiativer.

Anlægsloftet
Anlægsloftet definerer, hvor mange penge kommunerne årligt må bruge på anlægsarbejder. Regeringen har nu besluttet at sætte kommunerne fri af anlægsloftet i et år. På den baggrund vil kommunen forsøge at øge kapaciteten yderligere og fremrykke mest muligt, særligt på dagtilbudsområdet og andre borgernære områder. Det gælder både større og mindre vedligeholdelsesarbejder.

Dækningsafgiften
Kommunen har besluttet at forskyde betalingen af 2. rate af dækningsafgiften for forretningsejendomme til 1. december 2020. Dette tiltag vurderes at understøtte grundejernes og virksomhedernes likviditet.

Fremrykning af betalinger
Kommunen har allerede ved en tidligere beslutning sikret en fremrykning i forhold til betaling af ydelser. Det betyder, at fakturaer betales hurtigst muligt efter ydelsen er modtaget.
Derudover har kommunen også besluttet, at kommunen i perioden fra 2. april og indtil videre frem til den 30. juni 2020 kan betale for ydelser, som kommunen har bestilt levering af under nærmere forudsatte betingelser og forhold uden at afvente at ydelsen leveres.

Lyngby-Taarbæk Kommune har siden Covid-19-krisens start sikret at information om statens mange hjælpepakker og Region Hovedstadens Erhvervshus’ uvildige rådgivning sendes til erhvervslivet. Det sker gennem kommunens hjemmeside, LinkedIn og kommunens Erhvervsnyhedsbrev, der sendes til mere end 850 abonnenter. Man kan sende en mail til erhverv@ltk.dk, hvis man ønsker at modtage erhvervsnyhedsbrevet.