Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/03/02-2020/03/10.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ild i skur

Kgs. Lyngby: Klokken 04.19 natten til tirsdag var der ild i et skur på Jernbanevej. Brandvæsenet fik slukket ilden, og der skal nu foretages tekniske undersøgelser for at se, om årsagen til branden kan findes.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 09. – 10. marts 2020

Mænd kom op at toppes

Kgs. Lyngby: Tre mænd kom søndag eftermiddag klokken 17.23 op at toppes i bus 300S ved Lyngby Station. Tumulten fortsatte ved busholdepladsen, hvorefter to af mændene tog toget og den tredje gik fra stedet. Tumulten blev anmeldt af en 27-årig kvinde fra Rødovre. Den mand, som blev overfaldet af de to andre, er en 32-årig mand fra Lyngby. Han ønskede i første omgang ikke at vente på, at politiet kom til stedet, men henvendte sig senere telefonisk til Nordsjællands Politi.

Gløder i containere

Kgs. Lyngby: En 68-årig mand fra Virum ringede fredag morgen klokken 06.05 og fortalte, at han havde slukket nogle gløder i flere plastikcontainere ved Engelsborgskolen. Det formodes, at en eller flere personer har forsøgt at sætte ild til containerne uden, at ilden dog fik ordentlig fat.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 05. – 06. marts 2020

Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby

Klokken 08.18 blev en 29-årig mandlig fører af en varevogn standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen ved Lundtofte. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet, på trods af at han tidligere var frataget retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Forsøg på tyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 13.17 anmeldte en 36-årig kvinde fra Lyngby, at to mænd kort forinden havde forsøgt at stjæle værdigenstande fra hende. Kvinden havde gået i tunnelen under Lyngby Station, og da hun kom til Ulrikkenborg Plads, opdagede hun, at en fremmed mand, A, havde en hånd i hendes lomme. Kvinden råbte manden an, som derefter gik over til en anden mand, B, hvorefter begge mænd forlod stedet i retning mod Lyngby Station. De to mænd beskrives som:

A: mand, mellemøstlig af udseende, 25-35 år, 185 cm, spinkel af bygning, brun i huden, med sort langt hår.
B: mand, mellemøstlig af udseende, 25-35 år, 170-175 cm, almindelig af bygning. Brun i huden, med sort langt hår og mellemlangt skæg.

Det lykkedes ikke mændene at stjæle noget fra kvinden.

Indtelefoneret bombetrussel, Kgs. Lyngby

Klokken 15.59 blev det anmeldt, at der var indtelefoneret en trussel om en bombe under en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Haldor Topsøe Allé. Patruljer kørte dertil og afspærrede området, men undersøgelser på stedet viste, at der ikke var noget om forholdet.