Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/08/26-2019/09/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Butikstyve i Magasin

Kgs. Lyngby: To 17-årige unge kvinder fra henholdsvis Herlev og København
blev mandag eftermiddag sigtet for butikstyveri mod Magasin på Lyngby
Hovedgade. De to blev taget med til afhøring på politigården, hvor deres
forældre blev kontaktet.

Trusler, Lyngby

Klokken 17.50 blev det anmeldt fra Fitness World på Jernbanepladsen, at der
var meget dårlig stemning imellem to gæster.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor flere vidner kunne berette, at en
mand havde opført sig særdeles truende over for en anden trænende mand,
angiveligt fordi sidstnævnte havde afvist at begynde en længere samtale med
førstnævnte.

Begge gæster var stadig til stede i fitnesscenteret ved patruljens ankomst,
og den truende part, en 28-årig mand fra Lyngby, blev sigtet for
forholdet.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Klokken 12.13 skete der et færdselsuheld ved Lyngby Storcenter, da part 1,
en 67-årig mandlig bilist fra Hillerød, påkørte part 2, en 27-årig kvinde
fra Vanløse, som kom gående i fodgængerfeltet. Fodgængeren kom i forbindelse
med uheldet til skade med benet og blev kørt til hospitalet for behandling
af sine skader.

Vandscooter og jetski til gene, Klampenborg

Klokken 15.19 blev det anmeldt, at en vandscooter sejlede frem og tilbage i
vandet nær stranden ved Taarbæk Strandvej til stor gene for de badende
gæster. Kort efter indløb der yderligere anmeldelser om, at de samme
personer nu også stod på jetski mellem de badende. En patrulje blev derfor
sendt til stedet, hvor de med hjælp Forsvaret runderede på vandet i båd, men
personerne var dog ikke længere at finde i området.

Navigationsanlæg stjålet fra bil

Virum: Et integreret navigationsanlæg og et instrumentpanel er mellem lørdag
klokken 20.00 og søndag klokken 11.30 blevet stjålet fra en BMW, som holdt
parkeret på Biskop Monrads Vej. Tyven har knust en siderude for at skaffe
sig adgang til bilen.

Del på de sociale medier