Friluftsrådet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om børn i naturen:

Jord under neglene, røglugt fra bål og plasken med vand hører sig til, når børn leger i naturen. Mange familier rejser til udlandet i sommerferien, men man behøver ikke at rejse langt for at få gode og billige oplevelser. Børnenes naturkanon med 12 aktiviteter fra Friluftsrådet skal inspirere børn og familier til at komme mere ud og bruge den danske natur.

Hvert tredje barn i Danmark i alderen 2-15 år kommer kun ud i naturen én gang om ugen eller sjældnere. Det viser en undersøgelse fra sidste år lavet af YouGov for Friluftsrådet, hvor knap 3.000 forældre deltog.

Det billede forsøger Friluftsrådet at lave om på med Børnenes Naturkanon, der består af 12 naturaktiviteter, som alle børn skal gennemføre. Man kan finde de 12 aktiviteter på www.borngrorinatur.dk.

Alle børn kan være med

De 12 aktiviteter er alle nemme at gå til for børn og familier og kræver ikke særlige kompetencer.

“Det har været vigtigt for os med Børnenes Naturkanon, at aktiviteterne skal være nemme at gå til og at børn og familier let kan få succesoplevelser sammen. Nu nærmer sommerferien sig, og det er jo en oplagt mulighed for at komme mere ud i den danske natur”, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Oplevelser i naturen er lige så vigtige for børns psykiske og fysiske helbred som sunde madvaner og motion.

Børn bliver større i naturen, deres horisont udvider sig, de får førstehåndsoplevelser og tillid til sig selv og verden, mener Friluftsrådet.

“Børn gror på alle måder, når de kommer ud i naturen. Derfor er det vigtigt for os, at alle børn kommer ud og får oplevelser, som de kan vokse og udvikle sig af. Med en kanon for naturaktiviteter gør vi det nemt at komme ud med familien, samtidig med at vi inspirerer til aktiviteter med friluftsliv og natur”, fortsætter Niels-Christian Levin Hansen.

Godt 900 naturaktiviteter blev til 12 favoritter

I maj 2018 efterlyste Friluftsrådet børns yndlings naturaktiviteter. Ud af 889 forslag udvalgte en jury bestående af forskere, praktikere og meningsdannere 40 aktiviteter, som blev sendt til afstemning hos danskerne. Godt 2.000 personer stemte på deres favoritter og udvalgte de 12 aktiviteter, der nu udgør Børnenes Naturkanon.

Naturaktivitetskanonen er en del af kampagnen Børn Gror i Natur, der sætter fokus på værdien og vigtigheden af børns oplevelser i naturen.

Man har det sjovere uden en voksen

En af de 12 aktiviteter hedder “Kun for børn” og går ud på, at børn skal prøve at være i naturen uden en voksen. Når børn slippes fri i naturen og leger frit, igangsætter det fantasifulde og kreative lege. Det er med til at udvikle børns evne til at aflæse sig selv og andre, til at sætte sig i en andens sted og til at udvikle deres handlekompetencer.

Aya Poffler på ni år deltog i Naturmødet i Hirtshals. Hun elsker at være i naturen, og hun kan godt lide at tage på eventyr selv:

“Man kan få det sjovere, fordi der ikke er nogen, der går og siger “hey det der må du ikke og pas på, og måske er det der meget farligt, pas nu på du ikke stikker dig på den der grangren””, siger Aya Poffler.

Fakta:

De 12 aktiviteter i Børnenes Naturkanon:

1. Tænd et bål

2. Kun for børn

3. Find ro i naturen

4. Oplev naturen året rundt

5. Byg en hule i naturen

6. Nat i naturen

7. Hold et dyr

8. Prøv grænser i naturen

9. Klatr i træer

10. Smag på naturen

11. Lær om natur og miljø

12. Leg med vand

Børn Gror i Natur-kampagnen er et projekt under Center for Børn og Natur, som er støttet af Nordea-fonden. Kampagnen gennemføres af Friluftsrådet. www.borngrorinatur.dk