Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/05/20-2019/05/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Knuste butiksruder, Virum

På Virum Stationsvej blev tre butiksruder i Saluz Beauty knust med en ukendt genstand mellem fredag klokken 17.00 og søndag klokken 14.00. To af vinduerne fik knust det yderste lag, mens et enkelt vindue også fik knust inderste lag. Desuden blev der øvet hærværk mod indgangsdøren.

Fik frarøvet sin jakke og hue, Kgs. Lyngby

Klokken 18.38 indløb der anmeldelse om, at en 14-årig dreng lige omkring klokken 18 stod foran butikken Fætter Guf på Lyngby Hovedgade, da tre unge mænd kom hen til ham og bad ham om at give dem hans jakke, hvis han ikke ville have problemer. Den 14-årige gav dem jakken, og de tømte den for nøgler og pung, som han fik tilbage. Uden at sige noget tog de også drengens hue, inden de forlod stedet.

De tre mænd beskrives som:
A: dansk af udseende, 16-18 år, 180-185 cm, muskuløs af bygning, hvid i huden med kort lyst hår. Talte dansk.
B: mellemøstlig af udseende, 16-18 år, 170-175 cm, spinkel af bygning, brun i huden med kort sort hår. Iført sort kasket og blåt tøj. Talte dansk med accent.
C: mellemøstlig af udseende, 15-16 år, ca. 170 cm, spinkel af bygning, brun i huden med kort sort hår. Talte dansk med accent.

To anholdt for tyveri fra byggeplads, Farum

Klokken 23.03 indløb der anmeldelse om, at der holdt en varevogn på en byggeplads på Kompagnivej, og at nogle mænd var i gang med at læsse ting ind i vognen. Patruljer kørte til stedet, hvor to mænd, en 33-årig fra Valby og en 30-årig fra Charlottenlund, blev standset på stedet i deres varevogn.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at de havde stjålet pakker med plankegulve for et større beløb. De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveriet, mens føreren af bilen, den 30-årige, også blev sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden samt besiddelse af euforiserende stoffer.

De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby klokken 14.00.

Cykel kastet gennem rude

Kgs. Lyngby: En eller flere ukendte gerninsmænd har mellem tirsdag klokken 22.00 og onsdag klokken 06.00 kastet en cykel gennem en rude hos Haldor Topsøe på Haldor Topsøes Allé. Udover den knuste rude, er flere skraldespande blevet væltet og et skilt ødelagt.

Butikstyve snuppet

Kgs. Lyngby: To udenlandske mænd på henholdsvis 21 og 24 år blev onsdag eftermiddag klokken 15.10 taget for butikstyveri i Magasin. Her havde de to ved hjælp af såkaldte “russerposer” stjålet tre trøjer. Inden de to mænd blev snuppet havde de været en tur i Jardex, hvor de havde stjålet flere t-shirts. De to blev anholdt og taget på politigården. Her til formiddag afgøres det, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Narkobilist standset

Gentofte: En 37-årig kvinde fra Kgs. Lyngby blev onsdag aften klokken 18.20 standset i sin bil på Ørnegårdsvej. Kvinden havde kort forinden røget en joint, men valgte alligevel at sætte sig bag rattet og køre bil. Det indbragte hende en sigtelse for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. En blodprøve skal nu fastlægge hendes nøjagtige påvirkelsesgrad.

Kørte uden kørekort

Kgs. Lyngby: En 65-årig mand fra Nærum blev tirsdag eftermiddag standset, da han kom kørende ad Lyngby Hovedgade. Her viste det sig, at manden havde sat sig bag rattet, selvom han tidligere var frakendt sit kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Falsk hjemmeplejer på spil

Kgs. Lyngby: En falsk hjemmeplejer var mandag ved middagstid på spil i Bøgeparken. Her ringede en kvinde på døren hos en 82-årig kvinde og udgav sig for at være fra hjemmeplejen. Den 82-årige bød kvinden indenfor og de sad først og talte sammen ved køkkenbordet. Kvinden sagde så, at hun lige skulle hente nogle papirer, men kom ikke tilbage og den 82-årige opdagede efterfølgende, at hendes smykker, som havde ligget i to skuffer i gangen, var stjålet. Den falske hjemmeplejer beskrives som østeuropæisk af udseende, 30 år, 168 cm høj og spinkel af bygning. Hun var brun i huden, talte dansk med accent og var iført hvid jakke og lange bukser.

Mand satte ild til cykler

Kgs. Lyngby: En mand satte mandag aften klokken 23.07 ild til to cykler på Jernbanepladsen ved at antænde en cykelkurven på den ene cykel og sadlen på den anden. Manden beskrives som dansk af udseende 180-190 høj, 40-50 år, iført grå hættetrøje med neon skrift på forsiden og mørke bukser. Han medbragte en mørk rygsæk.

Butikstyve snuppet

Kgs. Lyngby: To mænd på henholdsvis 36 og 37 år, den ene fra Værløse og den anden fra Ikast, blev søndag eftermiddag klokken 15.05 taget for butikstyveri i Normal. De to mænd blev anholdt og taget med på politistationen, og det skal nu vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.