Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2-9. januar 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Forsøg på brandstiftelse, Sorgenfri

Tirsdag formiddag blev det anmeldt, at der mellem klokken 18.00 mandag og klokken 08.15 tirsdag havde været flere forsøg på brandstiftelse ved Sorgenfri Kirkes hoveddør samt facade til Sognegården. Der er formentligt brugt brandbar væske. Kun mindre brand- og sodskader, idet ilden formentligt har slukket sig selv.

Nordsjællands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner på telefon 114.

Kemikaliespild hos Haldor Topsøe
Lyngby: En kemikaliespild hos Haldor Topsøe på Nymøllevej fik torsdag eftermiddag politi og beredskab til at rykke ud. Spildet er formentlig sket i forbindelse med håndtering af en tønde, og beredskabet fik fortyndet og suget det ætsende og eksplosive kemikalie op. Ingen kom til skade ved uheldet, og Arbejdstilsynet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder omkring kemikaliespildet.

Indbrud i café
Kgs. Lyngby: En tyv har natten til torsdag stjålet en tablet og to mobiltelefoner fra en café på Lyngby Hovedgade. Det er usikkert om tyven har brudt et vindue op eller, om cafeens ansatte havde glemt at lukke det ved fyraften.

Drenge stjal bil
Vedbæk: Tre drenge, en 16-årig og to 14-årige, tog fredag aften en tur i en stjålet bil. Drengene påkørte en parkeret bil på Vejporten i Lyngby og forsøgte senere at stikke af fra politiet. Patruljen så ingen anden mulighed for at standse drengene end at påkøre den bil, som de kørte i. Der skete ingen personskade i forbindelse med standsninge. De tre drenge blev taget med til afhøring og efterfølgende løsladt til deres forældres varetægt.

Biltyv anholdt
Gentofte/Kgs. Lyngby: En 53-årig mand blev mandag aften anholdt, da han forsøgte at stjæle nogle fælge fra en bil, som holdt parkeret på Lyngbygårdsvej. Den 53-årige stod angiveligt også bag et indbrud i et bilværksted på Lagergårdsvej, i hvert fald blev han anholdt i en bil, som blev stjålet i forbindelse med dette indbrud. Manden blev taget med på politistationen, hvor det skal afgøres, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

 

%d bloggers like this: